Ole Thybo Thomsen udnævnt til formand for Det Frie Forskingsråd - Teknologi og Produktion · 23. januar 2012
Den 49-årige professor Ole Thybo Thomsen fra Institut for Mekanik og Produktion, som forsker i materialer og design af bl.a. vindmøllevinger, fly, rumfartøjer og andre lette konstruktioner, er udnævnt til ny formand for det indflydelsesrige Frie Forskningsråd | Teknologi og Produktion (FTP).
Missionen for formanden og de 17 øvrige medlemmer af FTP, som er et af fem forskningsråd i Det Frie Forskningsråd (DFF), er at udvælge de bedste ansøgninger om støtte til forskningsprojekter inden for områderne teknologi og produktion til gavn for det danske samfund.
- Vi skal sikre den frie forskning, hvor initiativet kommer fra forskerne selv, og hvor den gode idé er altafgørende. Vi er ikke styret af, hvad det politiske system, industrien eller andre mener, der er brug for. Vores opgave er simpelthen at udvælge de mest spændende idéer inden for vores område, som samtidig har størst forskningshøjde. Det Frie Forskningsråd, herunder FTP, er af afgørende betydning i forhold til at sikre vækstlaget i dansk forskning. Vi giver de bedste forskere mulighed for at kickstarte og konsolidere deres forskningskarrierer, forklarer Ole Thybo Thomsen.
Frit åndehul
Aalborg-professoren har i forvejen været medlem af FTP i to et halvt år. Det seneste år har han siddet i det fire mand store forretningsudvalg, og nu overtager han altså pladsen for bordenden på et tidspunkt, hvor behovet for dygtig dansk forskning er åbenlyst, fordi det kan være med til at sikre arbejdspladser og konkurrencedygtighed i en kriseramt global økonomi.
- Der er ingen tvivl om, at rådets medlemmer er meget bevidste om nødvendigheden af, at Danmark klarer sig godt forskningsmæssigt i den stærke internationale konkurrence. Den frie forskning er generelt under pres i disse år, men vi repræsenterer sammen med de øvrige forskningsråd under DFF et uhyre vigtigt åndehul. Derfor er det også en stor fornøjelse, at de tidligere udmeldte besparelser på 2012-budgetterne for forskningsrådene i DFF er blevet trukket tilbage. Det er helt nødvendigt for os som forskere at have finansieringskilder ud over det, der er til rådighed via universiteternes basisforskningsmidler, og derfor er det også vigtigt, at arbejdet i forskningsråd og andre forskningsfinansierende institutioner bliver gjort godt, siger Ole Thybo Thomsen.
Pligt og ære
Han er helt på det rene med, at formandshvervet og behandlingen af andre forskeres ansøgninger kommer til at gøre ekstra stort indhug i den tid, han har mulighed for at bruge på egne spændende projekter.
- Men det er en ære og en anerkendelse at sidde i rådet, og samtidig er der en følelse af forpligtelse til at gøre, hvad man kan for at sikre, at det er de bedste ansøgninger og de bedste forskere, der får støtte til at udvikle deres forskning. Det er en form for tidsbegrænset borgerligt ombud, hvor man har et ansvar over for samfundet og udviklingen af dansk forskning, og et ansvar for at vi får det optimale ud af de muligheder, vi har, forklarer Ole Thybo Thomsen, som afløser professor Henrik Callesen fra Aarhus Universitet på formandsposten i FTP.
Tekst gengivet med tilladelse fra videnskabsjournalist Carsten Nielsen, Aalborg Universitet.
