State of the art-laboratorier skal styrke nordjysk vindmølleforskning · 29. marts 2011
Med modernisering af laboratorier for 70 millioner kroner styrker Institut for Mekanik og Produktion på Aalborg Universitet nu rammerne for forskning i kompositmaterialer, der bruges til blandt andet vindmøllevinger. Målet er at skabe mere konkurrencedygtige vinger til dansk vindmølleindustri.
Den storstilede modernisering af instituttets 15 laboratorier er netop skudt i gang og skal i løbet af de næste halvandet år være med til at opgradere forskningsfaciliteterne, som fremover vil sætte nye standarder for håndtering af kompositmaterialer.
- Vi optimerer rammerne for maskiner og udstyr, så vi får markant bedre faciliteter for
eksempelvis mekanisk og termisk afprøvning af kompositmaterialer og -komponenter til vindmøllevinger. Samtidig styrker vi sikkerheden i forhold til arbejdsmiljø, så vi kan udvikle mere avancerede kompositmaterialer baseret på nanoteknologi, fortæller professor Ole Thybo Thomsen.
Moderniseringen af de nordjyske forskningsfaciliteter sker med midler fra regeringens globaliseringspulje, og de opgraderede laboratorier forventes at være klar fra sommeren 2012.
Skal styrke konkurrenceevnen hos vindmølleindustri
Et vigtigt mål med moderniseringen af laboratorierne er at styrke rammerne for de mange forskningsprojekter, som instituttets knap 25 forskere inden for området gennemfører i samarbejde med dansk vindmølleindustri, der lige nu oplever stigende konkurrence fra udenlandske producenter.
- Alle producenterne vil udvikle stærkere vinger, der hverken er for tunge eller for dyre at producere. Her er kompositmaterialers kombination af glas- eller kulfibre og plast meget fordelagtigt, fordi materialet kan skræddersys i forhold til stivhed og vægt. Med de nye laboratorier kan vi hjælpe med at udvikle endnu bedre vinger, så vindmølleproducenterne øger deres konkurrenceevne, forklarer Ole Thybo Thomsen.
De nordjyske forskere arbejder i øjeblikket på forskningsprojekter med en samlet sum ved instituttet på omtrent 90 millioner kroner. Det største er det såkaldte NanCore-projekt, der samlet støttes med 5,4 millioner euro fra EU-kommissionen. Projektet har som mål at udvikle et mere holdbart og omkostningseffektivt såkaldt sandwich-kernemateriale til vindmøllevinger.
Industrien begejstret for specialviden
En af Institut for Mekanik og Produktions samarbejdspartnere er vindmølleproducenten Siemens Wind Power. Den globale virksomhed hilser moderniseringen på Aalborg Universitet velkommen.
- Vi ser frem til et endnu bedre samarbejde med forskerne og de studerende i de nye laboratoriefaciliteter. Institut for Mekanik og Produktion har en stærk specialviden inden for samspillet mellem kompositte materialer og konstruktioners globale opførelse. Med deres forståelse har vi mulighed for at kunne udvikle bedre vindmøllevinger i fremtiden, fortæller Lars Overgaard, der står i spidsen for udvikling af vindmøllevinger i Siemens Wind Power.

